Jeg er virkeligt træt af vinter og fugtigt vejr. Jeg efterlyser sol og varme. Regnen har jo stået ned i lårfede stråler i de sidste 3 uger, så kunne vi ikke snart få en pause fra det? Jeg er træt af at fryse og af at passe på forkølede børn. Mine børn er jo lige i den alder, hvor de suger alt til sig, og heriblandt får de altså også forkølelser. Og de har smittet mig. Jeg går herhjemme på strømpefødder og nyser og har det rigtigt skidt.
En hjemmedag
Ungerne har det fint – endeligt. De er sendt i skole og børnehave. Deres far har bragt dem. Han henter dem også i dag. Så får jeg en dag, hvor jeg kan gå herhjemme med min røde og hævede tud. En dag, hvor jeg kan slappe af og forsøge at pleje mig selv. Det har jeg virkeligt brug for.
Og dagen går. Jeg starter med at læse i min roman. Den er spændende. Men efter en halv times læsning bliver jeg rastløs. Lægger bogen fra mig og går ud i køkkenet. Finder noget hakket kød frem fra fryseren. Der skal jo laves mad – også i morgen. Så jeg kan lige så godt være up front med madplanen.
Hjemmesko er bare hyggelige
Dagen driver videre, og jeg får det ganske langsomt bedre. Min mand kommer hjem ved 4-tiden. Uden børn.
Faktisk vækkede han mig, da han lukkede sig ind. Jeg må være døset hen. Jeg spørger ham om, hvor børnene er. ”De er hos mine forældre. Og du skal ikke bekymre dig. Jeg har bestilt mad. Og jeg har en gave til dig.” Han giver mig et par hjemmesko. ”Ved du, hvor svært det er at købe hjemmesko til kvinder?” Spørger han. Jeg kommer til at grine. Han er den bedste mand i verden. Jeg elsker ham. Er det ikke bare sødt, at han kommer hjem uden børn, men med hjemmesko til mig?
